Digtet om Mulan starter med at den unge kvinde sidder i sine egne tanker ved
væven. Hun har set det brev, som kejseren har sendt til hendes far; brevet
beordrer ham til at være med i hærens kampøvelser. Mulan har en lillebror og en
ældre søster - men ingen ældre bror, der kan tage faderens plads i hæren; så hun
beslutter sig for at købe en hest og tage plads i geledet sammen med soldaterne.
Kampkunst er hun blevet undervist i af en nonne, så helt uforberedt dét er hun
ikke. Mulan rider til den gule flod og til det sorte bjerg og tilslutter sig
hæren klædt ud som mand. I mange år – nogen siger tolv - lykkedes det hende at
skjule sin identitet. Mulan klarer sig godt i hæren, og bliver endda udnævnt til
general. Da kejseren efter alle de mange års tjeneste spørger, hvad Mulan vil
have til gengæld for sin tjeneste, svarer hun at hun ikke har behov for en høj
stilling, men gerne vi have en hurtig hest at ride hjem på.
Den lille forskel
Mulan vender hjem i følgeskab med nogle af sine venner fra hæren. Her har
hendes forældre forberedt en velkomstfest. Mulan trækker sig tilbage for at
skifte sin uniform ud med sit gamle tøj. Hun børster sit hår og pudrer næsen -
sådan stiller hun sig, for første gang klædt som kvinde, foran de forbavsede
soldaterkammerater. Ingen af dem havde mistænkt at Mulan var en kvinde. Digtet
slutter med at fortælle om en han-hare og hun-hare, der løber ved siden af
hinanden. Zhi Jiang, der har skrevet digtet spørger: ”Når de løber side om side,
hvordan kan man så vide, hvem der er han, og hvem der er hun?”
Det kan jo være rigtig nok, og der er mange historier - fra alle
verdenshjørner - om kvinder, der har klædt sig ud som mænd og deltaget i krige –
så hvorfor skulle ikke også historien om Mulan være sand.
Hvis historien virkelig har fundet sted, så kan vi faktisk pga.
stedbetegnelserne ”Den gule Flod” og ”Det sorte Bjerg” placere hvor - nemlig i
det nordøstlige Kina, tæt på Mongoliet.
Historierne om hende varierer lidt,
der er f.eks. kun enighed om pigens fornavn: Mulan. Mulan henviser til et
kinesisk træ, der bærer store flotte lyslilla blomster. Men angående
efternavnet, så giver de to nedskrivninger af legenden to forskellige
efternavne. – og forfatteren til et skuespil skrevet under Mingdynastiet kalder
hende for Hua, navnet betyder blomst, og det er det navn, der er blevet populært
på det seneste. ; HUA MULAN.